Om La Bottega Café & Delikatesse
01
Om os
Lille café med eget bageri, hjemmelavede lækkerier, slagterspecialiteter fra Slagteren & Kokken i Gistrup, mad ud af huset, salg af vin, olie, is, frisk pasta og meget andet…
Caféen ligger i Brix Gaard. Italienske 1600-tals inspirerede kvalitetsfliser og keramik er nøje udvalgt i almuestilen for at kunne matche den oprindelige Brix Gaards faktiske alder. Og et hold italienske brolæggere har ovenikøbet været i Aalborg for at skabe det rette italienske mønster i den genetablerede brobelægning på gårdspladsen, hvor gæsterne til foråret skal kunne sidde ude og nyde de italienske specialiteter og måske et stille glas Asti.
02
Brix Gaard
i Aalborg
Til gengæld er Brix Gaards oprindelige bindingsværks- og sprossevindues-ide selvfølgelig så vidt muligt bevaret for at fastholde grundudtrykket i et af Aalborgs ældste, mest markante og bevaringsværdige byggerier.
Nok er det i 2014 ikke længere unaturligt for en italiensk restauratør at åbne i Aalborg, men respekten for den særlige adresses historie som primært købmandsgård op gennem århundrederne skal naturligvis bibevares. Den slags forstår om nogen en romer.
Brix Gaards historie er nedskrevet helt tilbage fra 1650’erne, og så er ejendommen ifølge skiltet over porten oven i købet næsten 100 år ældre. Næste kapitel i den episke fortælling handler om en italiensk kvalitets ristorante / osteria etableret i harmoni med sine historiske og kærnenordjyske omgivelser.
Den smukke gamle købmandsgaard Brix Gaard på hjørnet af Doktorens gyde og Adelgade – og med adgangsåbning fra C.W. Obels Plads har derfor gennemgået en respektfuld og gennemtænkt indre ombygning samt udvendig nænsom renovering under kvalificeret ledelse af arkitekt Torsten Rosendahl fra arkitektfirmaet Andersenrosendahl samt kyndig rådgivning af bl.a. eksperter fra Aalborg Museum.
Aalborgs nye italienske spisehus står nu klar. Bagved står først og fremmest den i Aalborg kendte romerske nu 47-årige kok, Carlo Liberati, der tilbage som helt ung i 1990’erne fik stor succes med sit ”no nonsens”- Mamma-køkken på ”Il Mulino” ved Cimbertyren. Siden har han markeret sig som italiensk kok og restauratør flere steder i byen, bl.a. på Rosdahls, Limfordshotellet og senest Cupo.
Vi glæder os til at byde dig velkommen!